Dén, der kan huske filmen "Bagdad Café" og dens stemning, kender også stemningen i denne nye bog af forfatteren til Hvor hjertet er fra 1996. Dette er også en varm, gribende og meget livsbekræftende historie om skæve eksistenser. De hører hjemme i den forfaldne café "Her åbner Honk & Holler", der ligger i flækken Sequoyah i Oklahoma. Ved en misforståelse blev det første reklamekskilt's tekst til det blivende navn, meget betegnende for livsformen i caféen, man tager en dag ad gangen. Caney, vietnamveteran i rullestol, driver caféen med hjælp af Molly O, storbarmet moderskikkelse. Så kommer smukke indianske Vena, hendes 3-benede hund og vietnamesiske Bui Khanh ind i teamet. Vena får Caney ud af hans fysiske og følelsesmæssige indespærring, og Bui praktiserer et overlevelsestalent, der næsten kun overgås af hunden. Læseren kommer til at holde af alle særlingene, der er så megen accept og menneskelighed i denne fortælling, at den kan placeres i kategorien: "hvor er jeg ked af, den er slut", når man lægger den fra sig.