For Lars Rasmussens fans og andre håndboldinteresserede.
Lars Rasmussen er landsholdspiller og stjernen hos Team Tvis Holstebro, hvor han i 2008 var med til at vinde både pokalfinalen og DM-bronze. Han er en af de mest mediebevidste landsholdsspillere og altid god for en frisk kommentar. Desuden har han i 2009 deltaget i TV2s Stjernetræf. Journalisten Mikkel Hvid er ghost-writer, men bogen er utvetydigt holdt i Rasmussens ligefremme talesprog. Han fortæller om sin opvækst, karrierens op- og nedture, om håndboldglæden og medaljens bagsider: bl.a. jalousi og bagtalelser. Han giver en rammende karakteristik af sine forskellige trænere, og det sidste kapitel er helliget hans helt store oplevelse: deltagelsen i Stjernetræf. Sproget er ligefremt og lettilgængeligt og bogen er naturligvis illustreret med en række fotos.
Bogen passer fint ind i rækken af sportsbiografier.
En udmærket sportsbiografi fra en landsholdsspiller med sine meningers mod.