Mørke og sort-humoristiske digte fra Færøernes ypperligste punkdigter. Til læsere af moderne nordisk poesi.
Naturen højt mod nord er både barsk og vild. Det sætter sine spor på både landskabet og befolkningen. Derfor er det hærdende eksistenser man møder i denne digtsamling af Tóroddur Poulsen. "I et butiksvindue sidder en gammel kone med lange negle og brodere et billede af det gamle Tórshavn i huden på sin afdøde datter, hun skal være så fin inden hun bliver overladt til præsten..." Digtsamlingen består af digte fra perioden 2003-2013 der ikke før er udkommet på dansk. Poulsen har selv "fordansket" digtene fra færøsk. Tóroddur Poulsen har flere gange været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, dog uden at have fået den.
Poulsens ironiske og sort-humoristisk univers blandes på fin vis med mere sagte og blide beskrivelser af livet på Færøerne. Digtene viser et billede af en digter der behersker sproget både når det er poetisk og når det er råt og provokerende.
Tóroddur Poulsen kan indenfor moderne færøsk lyrik nævnes sammen med forfattere som Rói Patursson, Jóanes Nielsen og Carl Jóhan Jensen.