Det er forfatterens første bog på dansk, og man kan godt forstå hun er blevet oversat. Bogen er meget nordisk i sin tone, og kan i det stærke psykologiske portræt af sin hovedperson minde om de første bøger i Jette Drewsens serie om Ella, højskoleforstanderens datter. Men miljøet er et ganske andet, nemlig et børnehjem et sted i Tyskland. Hertil ankommer en stor, kikset pige på 14, som man fandt på gaden alene med en plasticspand i hånden og ingen anden bagage. Hun starter på børnehjemmet som selvvalgt total outsider; isolerer sig fuldstændig fra den verden hun er sat i, og ønsker kun at forblive barnet i den beskyttende livmoder. Langsomt løser hun dog op og begynder ganske umærkeligt at tage del i de andre børns gøren og laden. Det bliver skæbnesvangert, hun bliver syg og taber sig. Da fedtet forsvinder, toner et 30-årigt ansigt frem på pigen, og kvinden møder til slut sin ellers forsvundne mor. Udover ansigtet er der ingen fortællemæssig sammenhæng mellem pigelivet og den voksne kvinde, og man får aldrig direkte at vide hvem, hvad, hvorfor og hvordan. Selv om det er smukt skrevet, stilen sikker, og psykologien fuldstændig overbevisende, vil det dog nok vise sig at være en temmelig smal bog.