Billedbog. En mand bor sammen med sin kat i et hus. En dag går manden på kunstudstilling uden katten, men den følger i hemmelighed efter ham. På kunstmuseet bliver manden forelsket i stedets rengøringskone, Elvira, men hun erklærer, at hun kun kan elske en mand i uniform. Manden forsøger sig nu med forskellige karnevalskostumer, men selvom Elvira synes han er flot, er det ikke nok til, at hun bliver rigtig forelsket i ham. Først da katten griber ind, og indirekte sørger for, at manden får job som museumskustode med tilhørende uniform, lykkes det for manden at vinde Elvira hjerte, og alt ender i fryd og gammen. Denne lille poetiske historie om kærlighed og forsmåelse, drømme og længsler, ægthed og påtagethed er fortalt med megen lune og underfundighed. Hanne Kvists illustrationer rammer præcist historiens tone med deres på en gang naive og raffinerede udtryk. De er fortrinsvist holdt i grønne og blå nuancer, og billedernes skæve vinkler og forskudte perspektiver kan minde om ekspressionistisk malerkunst fra beg. af dette århundrede. En smuk og lyrisk billedbog for billedbogslæsere fra ca. 4 år. Hanne Kvist har vi senest mødt i Louis Jensens billedbog Hendes Kongelige Højhed Museprinsessen (1998), mens Mats Letén i 98 bl.a. har udgivet Frøken Frida fryser og En mærkelig mand.