Vi kender Sue Miller fra en stribe gode og læste romaner. Her udkommer hendes første "fagbog", som handler om hendes far, teologiprofessoren James Nicols (1915-91), især om hans sidste år med Alzheimers sygdom. Sue Miller blev den af fire søskende, der tog sig meget af ham. I et efterskrift vedkender hun sig bogens terapeutiske formål og fortæller om, hvor svært det følelsesmæssigt var at skrive den - det lykkedes i 4. forsøg 12 år efter - og om hvor svært det var for en romanforfatter at træde frem og indarbejde jeg'et i bogen. Resultatet er en velovervejet, reflekterende bog, som følsomt og med indlevelse dels tegner et portræt af faderen i barndomshjemmet og senere i livet, mens han endnu var nærværende, dels fortæller om forskellige stadier af Alzheimers i de 5 år han levede, efter at sygdommen var erkendt. En beretning om langsom, men ubønhørlig nedtur, som både rummer gode minder, da han længe bevarede sin langtidshukommelse og sin elskværdighed, men også traumatiserende oplevelser og følelsesmæssigt svært acceptable rolleskift i forholdet forælder/barn. Bogen henvender sig sobert og ærligt også til danske læsere, som har sygdommen inde på livet som pårørende eller professionelle.