Boggruppen på Aktivitetshuset, der bl.a. rummer fritidsklubben i Otterup kommune har indsamlet, delvis sammen med dansklærere, historier, tegninger og tegneserier lavet af børn mellem 10 og 14 år. De børn, der har ønsket det, har fået deres historie med. Alle afleverede historier er trykt. Bogen er et fint eksempel på kultur skabt af børn for børn. Samlingen vidner om børns store fortælleglæde og lyst til selv at skrive. Og faktisk gør de det ganske godt. Historierne er bestemt læseværdige. Så selvom de fleste børn sjældent efterspørger, hvad andre børn har forfattet, tror jeg, at denne bog bl.a. kan inspirere jævnaldrende forfatterspirere. Historierne er fortalt med fantasi, kreativitet og sproglige nuancer. De fleste historier er inspireret af eventyr. Men der er også hverdagshistorier, nogle tilsat lidt magi, Robinsonader, historier om bankrøverier, detektivhistorier, gysere o.a. Af de 49 historier er 24 skrevet af drenge, 14 af piger, 11 har drenge og piger forfattet sammen. De længste er på 8 sider, de korteste på 20 linier. Selvom undtagelser forekommer, er drengenes bidrag ofte mere drabelige end pigernes. Illustrationerne er tegnet af børn, også farveforsiden. Små tegneseriesekvenser skaber variation i tekstbilledet. Teksten er sat med en fed, lidt kompakt sats.