Indholdsmæssigt (trylleri) henvender bogen sig til børn fra 8 år, teksten fra 4 år, udstyret af pap fra 2 år. Meningen med huller og udskårne dele er undertiden uforståelige. Ydermere kan en dreng i en alder som den afbildede Tim ikke trylle på det påståede niveau.
Papbilledbog med 8 opslag, der viser hvordan Tim, en dreng der ser ud til at være mellem 7 og 9 år, udfører en række tryllerier. Udskårne dele i højresiderne er klæbet på den efterfølgende højreside og giver her en ny mening: en mønt på første opslag er samtidig grisens tryne på andet opslag. Tegningerne er runde og rare og fuld af sjove detaljer med en mus som gennemgående figur. Versene er rimede og noget anstrengte: "Så svømmer en fisk omkring og blopper. Kispus vil se. Op på bordet den hopper". Det er anvendelsen af de udskårne og påklæbede dele, der ligesom driver handlingen frem, og logik kan man kigge længe efter.
I familie med et stort antal af mellem- og sydeuropæiske børnebøger, som efter min bedste overbevisning ikke tager børn alvorligt - men naturligvis sagtens kan underholde og forundre dem.
En billedbog, som ikke hænger sammen: indholdet er alt for abstrakt i forhold til udstyret og tegningerne, og versene med rim er noget søgte. Voksnes fantasier skrevet til børn i et sorgløst børneunivers og uden dybere mening er ingen nødvendighed i dansk og nordisk børnekulturel sammenhæng.