Ny socialrealistisk roman af en erfaren forfatter inden for genren. Fra de seneste år kan nævnes titler som Hver gang og hele tiden, 1997, Sommerfugl, 1996 og Sådan er det bare, 1994. Holdet passer fint ind i rækken. Den handler om den 14-15 årige Rune, der bor sammen med sin mor, stedfar, den jævnaldende stedsøster Runa og lillesøsteren Rebekka i en lille provinsby med andengenerationsindvandrere og racefordomme, piger og klubfester. Rune spiller i den lokale fodboldklub, og holdet har netop fået en ny energisk træner, der prioriterer resultater fremfor kammeratskab. Konflikterne ulmer, og kammeratskabet bliver sat på en hård prøve. Fortællingen er ret overbevisende lagt i munden på Rune, og romanen virker troværdig i person- og miljøbeskrivelserne. Sproget er mundret, og bogen er let at læse. Den har en stor, klar typografi og er opdelt i kapitler af passende længde. Omslaget er appellerende med et godt forsidebillede og en bagsidetekst, der måske lidt for meget signalerer drama på fodboldbanen på bekostning af romanens øvrige aspekter. En god bog for yndere af sociale samtidsromaner fra 12 år.