I Claus Mandøes første novellesamling inviteres læseren indenfor i et ærligt, råt og humoristisk drenge- og mandeunivers leveret i et fint tydeligt sprog. At forfatteren er et forholdsvist ukendt navn indenfor skønlitteraturen og at det er en novellesamling, vil kræve ekstra eksponering af bogen.
Et broget kor af drenge- og mandestemmer får ørenlyd i 19 noveller. De handler om drenge og mænd i livets små og store situationer. Om drenge når de er værst eller bedst og afprøver deres egne grænser. Om manden midt i livet med livserfaring, glæder og bekymringer. Flere af novellerne kredser tillige om det mandlige køns seksualitet. Claus Mandøe er rammende i sine personkarakteristikker og mestrer at iscenesætte en intens stemning. Historierne er rå og hudløst ærlige men sympatisk fortalt. Der er også plads til at få rørt lattermusklerne. Novellerne er af varierende længde. Forsiden er flot og iøjnefaldende med tændstikker, mønter, legetøj og andre småting på en mørkerød baggrund. Claus Mandøe er dramatiker og kendt indenfor teater og tv. Han har tidligere udgivet digte.
Den mandlige identitet er et populært og evigt gyldigt tema indenfor litteraturen. Tematisk lægger novellerne sig op ad Jesper Wung-Sungs novellesamlinger Trælår og Mænd er fra Marstal.
En flot og stilsikker novellesamling om mænd og drenges univers fortalt med vid og bid. Forfatteren har et godt øje for realistiske og ærlige personskildringer og opbygger en atmosfære, som formår at bevæge læseren.