"Den britiske popstjerne Charli XCX har fordrevet tiden i isolation under coronakrisen med at producere et nyt album i dialog med sine fans ... Resultatet er den 27-åriges måske mest overbevisende udgivelse til dato. Det er, som om den stramme deadline har tvunget hendes musikalske udtryk til at blive hårdt og fokuseret. Og som om det dræbte klubliv har gjort hendes dansenumre det mere intense ... Hvor Charli var fyldt med gæstevokalister som Haim og Lizzo, er det kun Charli selv, der leverer vokalen på How I'm Feeling Now, og det giver pladen en klædeligt konsistent lyd: Den er et råt mix af karikeret elektropop og barske industrielle beats, der hakker og knager, som var Infernal, Aqua og Britney Spears blevet sendt til ophugning i en gammel stationær computer og endt som rusten konfetti og kulørt popskrot".