Bøger / skønlitteratur til børn / spænding

Huldrefolket : Tora i Island


Beskrivelse


Da Tora er med sin far i Island, og her indgår en aftale med huldrefolket, hvivles hun ind i spændende begivenheder med Egil Skallagrimsons genfærd, vikingeskrøner, islandske heste - og lidt kærlighed.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. juni 2008

af

af

Tove Delica

d. 26. juni 2008

Spændende historie med en handling, der blander pigetrivi, gys, fantasy og historisk roman. Bogen er den 3. om Tora, der her er med sin arkæologfar på Island. Bind 1 er Genfærdet : Tora i Skotland fra 2003. Bøgerne kan læses af især piger fra 11 år.

Forfatteren er meget produktiv, og hendes mange rejser rundt i verden afspejles ofte i hendes bøger. Også her mærkes hendes indgående kendskab til Island, sagaerne og naturen, der danner en fascinerende baggrund for historien. Under et jordskælv viser en huldredreng sig pludseligt for den skrækslagne Tora. Han presser hende til en aftale, så huldrefolket lover at hjælpe hendes far med udgravningerne efter Egil Skallagrimsons grav og skat, hvis hun vil hjælpe dem af med hans genfærd, der har hjemsøgt huldrene i årevis. Tora accepterer, og hvirvles nu ind i begivenheder, der involverer overnaturlige væsner, vikingeskrøner, uhyggelige genfærd - men også forelskelse, venskab og hestepassion. Sproget er letflydende og dialogrigt, og Egils saga flettes naturligt ind i historien.

Bogen ligner seriens to første bøger, men også Blays serie Ildhesten, Spøgelseshesten og Vildhesten har samme geografiske baggrund. En anden serie, der også blander nutid med sagn er Lars-Henrik Olsens bøger om Erik Menneskesøn. Disse er dog mere vægtige både mht. indhold og sprog.

Historien er elementært spændende, men også noget skabelonagtig, synes jeg. Man savner lidt fyldigere beskrivelse af personerne, deres baggrund og reaktioner. Men kan man acceptere den totalt usandsynlige handling, hvor Tora fx er i kontakt med huldredrengen via sms, og den afdøde morfar viser sig for Tora, når det kniber, så vil læsere af de 2 første bind også føle sig godt underholdt her. Flot fængende forside.