En overskuelig og godt illustreret vejledning i hundeopdragelse. Først er der noget om at forstå hundens adfærd og kropssprog, anskaffelse af internathunde, udstyr og pleje. Så beskrives de forskellige ting, man kan lære en hund at gøre såsom at gå rigtigt i snor, være renlig, sit, dæk, komme på indkald osv. Der fortælles punkt for punkt, hvordan man går frem og motiverer hunden. Ca. halvdelen af sidearealet er med farvefotos, der fint støtter tekstens fremgangsmåder. Et kapitel til sidst beskriver løsningsforslag til en række problemer som agression, urenlighed, spisevægring, uro ved bilkørsel m.m. Der sluttes med et emneregister, der sammen med indholdsfortegnelsens klare disponering gør bogen nem at overskue, både for den der vil læse det hele, og den som vil søge oplysning om enkelte emner. Der findes i forvejen en del bøger om hundeopdragelse bl.a. den ligeledes nye Jacqui O'Brien: Hundetræning (2004), der ligner en del i opbygning og illustrering. Men i alle hundebøger kan man finde forskellige ideer, så også den nye bog vil med sine kvaliteter finde læsere.