Så er der igen dækket op til finurlige sproglege i et fantasifuldt univers med mindelser til både folkeeventyr og halfdanrasmussenske tosserier. Fuldstændigt som i de to foregående samlinger (93/04) og (95/21) er det ultrakorte historier klemt sammen i en lille rektangulær blok midt på hver side. De er overraskende, sjove, groteske, alvorlige, skæve, absurde, mærkelige, poetiske og ikke til at få nok af. Det er ganske små tanke- og stemningsglimt med sprogglæden og en skæv og absurd, naiv logik som grundsubstanser, inddampede eventyr, destillerede fortællinger, 24 års braincrafted single malt for sprogcenteret. Et enkelt, letlæst og melodisk sprog gør dem egnede til selvlæsning allerede fra 3.-4. klasse og langt op i skoleforløbet, hvor de overalt kan være billedskabende igangsættere til egne tilsvarende koncentrerede minihistorier. Og ved oplæsning fra omkr. skolestarten kan de stimulere fantasi og sprogfornemmelse og være til både glæde og forundring. For hver ti historier skærper et s/h billede over hele opslaget appetitten på de efterfølgende fortællinger. Med en tynd streg i et vildt og hurtigt billedsprog monteres motivstumper fra historierne til et billedrum, der svarer fuldstændigt til ordrummet.