Hunter henvender sig til alle, der holder af en krimi-serie i stil med Dalziel & Pascoe, Prime suspect og andre britiske kriminalpolitiserier.
I BBC-produktionen Hunter fra 2009 følger man livets gang i kriminalkommisær Iain Barclays enhed, han spilles af Hugh Bonneville. En sag om to bortførte syv-årige drenge, fører til en gruppe ekstremistiske abortmodstandere, der ønsker at gøre opmærksom på deres synspunkter ved at bortføre børnene til to mødre, der tidligere har fået abort. I efterforskningen finder Barclay og hans efterforskningsleder Amy Foster, spillet af Janet McTeer, spor af kidnapperne, der fører langt ind i politiets egne rækker. Sagen når at få tragiske følger inden de aktivistiske abortmodstandere lokaliseres.
Hunter minder dels om Prime suspect. Tv-serien omhandler det efterforskninghold med Barclay og Foster i spidsen, der også var efterforskningsledere i den Golden Globe-nominerede Five days instrueret af Simon Curtis, hvor en mor pludselig forsvinder og hendes børn prøver at opspore hende.
En blandt mange britiske krimi-serier, hvor vægten er lagt på eftersøgningen af forbrydelsen, set fra efterforskningsholdets vinkel. Tilsammen udgør Barclay og Foster et godt makkerpar.