Bog for de jagtinteresserede, særligt de som gerne læser om mere ekstreme jagtoplevelser. Selvfølgelig også for aktive jægere, som måske selv planlægger at jage storvildt.
Det er ikke uden grund, at forfatteren bærer tilnavnet "Big Game". I hans nye bog, der er hans tredje om jagtoplevelser, senest fra 2008 Beredt på bjørne : fortællinger og gode råd fra vildmarken, er det storvildtjagt i Alaska, Sydafrika og på Island, det gælder. I forordet fortæller han om sin særlige fascination af Alaska, der starter som dreng foran fjernsynet fængslet af en dokumentar, hvor han bl.a.: "drømte om at komme op og se bjørnene stå og fange laks ved de brusende floder". Som voksen udlever Claus Ballisager så den for nogle jægere sikkert ultimative drøm som storvildtjæger. Her er jagtoplevelse som "Jagten på det hvide spøgelse", der i Alaska er en velvoksen sneged. Ballisager deler vildmarkseventyr i Alaska med sin far Karl, han rafter, flyver og vandrer i Alaska, han fanger en kongelaks ved en flod i Alaska, og filmer, når en barndomsven nedlægger "sit livs trofæ", en gemsebuk, der i øvrigt viser sig at være et hundyr. Impala, elge, bjørne er blandt det storvildt, der jages og dræbes, men der er også gåse- og rypejagt på Island. Bogen har mange fotos af flotte naturoplevelser.
Der findes mange jagtbøger, også nogle om storvildtjagt, fx Safari for alvor af Steen Andersen, men denne supplerer fint på hylden.
Gennemillustreret bog om storvildtjagt, der helt sikkert har et publikum.