Kriminalkommissær Piet Hieronymus fra Groningen er denne gang i U.S.A. for at lede efter en sporløst forsvundet hollænder og hans formodede drabsmand, en indianer ved navn Gutty Floy. Det er en udmærket og velkomponeret krimi. Tematisk minder den om Abigail Padgetts krimier, men Boëtius er sjovere og har mere knald på. I denne roman nedtoner han krimi-intrigen til fordel for et dobbelttydigt spil mellem Hieronymus som helt og Gutty Floy som skurk. Samtidig er det en rejseskildring, der handler om økologi, om sociale problemer, om at rejse ind i sit eget ubevidste, og så indeholder den oven i købet en kærlighedshistorie! Alt det gennemføres med et fast greb om handlingen, som bliver ved med at være spændende, og uden at forfatteren forfalder til klichéer. Gutty Floy er en moderne høvdingeskikkelse, som måske er gal, måske genial. I hvert fald dyrker han sit private korstog mod alle, der truer hvalernes liv og velfærd. Jagten på ham fører først Hieronymus gennem San Franciscos sub-kulturer af freaks, drankere og socialt udstødte og dernæst på rejse op langs Stillehavskysten i selskab med en underskøn og mystisk kvinde. Boëtius har tidligere udgivet krimien Nemesis (1997), hvor turen gik til Lapland.