Alle interesserede i poesi bør have adgang til denne nye samling digte, som nok er komplekse, men ikke svære og utilgængelige.
Alle digtenes titler viser umiddelbart, at temaerne er livet i al sin mangfoldighed med alt fra for eksempel "Identitet" til "Billig benzin". Det er en fornøjelse at gå gennem Laus Strandby Nielsens frodige landskaber af ord og liv med de mange skæve vinkler på det almindelige og hverdagsagtige. Følsomme sansninger af natur og årstider som "se dette muldvarpeskud og kom tættere på himlen" og "det er så stille at man kan høre skyerne der støder sammen" står side om side med uforlignelige udbrud som "lige for lige og skråt op i mente".
Nogle af digtene i den nye digtsamling har været trykt i kataloget til Den fynske Forårsudstilling i 2009. Laus Strandby Nielsens stemme lader Gyldendal fortjenstfuldt lyde med flere års mellemrum, senest i 2006 med Kærlighedsdigte m.m..
Meget anbefalelsesværdig digtsamling, der med stort sprogligt overskud og fantasi på fornem vis indfanger øjeblikke og hverdagstableauer.