Hvis ikke os, hvem så, 2011 skildrer forholdet mellem Bernward Vesper og Gudrun Ensslin og søger at afdække de sociale og mentale mekanismer, som førte til dannelsen af Baader-Meinhof-gruppen i 1968 og voldelige terroraktioner mod den tyske stat. Filmens målgruppe er således både folk med interesse for Tysklands historie efter 2. verdenskrig og et psykologisk landskab med faderopgør i nazismens skygge.
Bernward er søn af den nazistiske forfatter Will Vesper, men er selv venstreintellektuel student med forfatterdrømme og planer om at starte eget forlag. Han finder en forbundsfælle i præstedatteren Gudrun Ensslin, der brænder for en retfærdig verden. Parret arbejder sammen med andre venstrefløjsaktivister, men da Gudrun møder brushovedet Andreas Baader, sker der et skift. Hun går fra teori til terror, mens Bernward sygner hen i stofmisbrug! Filmens styrke er en vilje til at prøve at forstå, hvorfor højt begavede mennesker går til yderligheder og grunde i et efterkrigstidens Vesttyskland, hvor faderskikkelser ikke kan være forbilleder, og hvor nazisme, USA og kapitalisme i deres objektiv er samme trehovede uhyre. På den måde kan filmen ses i forlængelse af Det hvide bånd, 2009, hvor årsagerne til nazismens fødsel granskes med stor kunstnerisk styrke.
Den tyske terrorisme og dens aktører skildres også i De tyske søstre, 1981 og Baader Meinhof Komplekset, 2008.
Bestemt interessant, langsomt fremadskridende film, men med manglende mellemregninger i det psykologiske spil.