På det efterhånden noget overophedede marked for hverdagspsykologisk selvhjælpslitteratur, kan man godt få nervøse trækninger, når man sidder med en lille bog, der omtaler livet som et spil og frejdigt hævder at kende de bare 10 spilleregler, der skal til for at være menneske. Og når forfatteren så oven i købet kalder sig Chérie til fornavn, er mine advarselslamper tændte. Heldigvis viser det sig, at indholdet ikke er nær så poppet som indpakningen. De 10 regler er formuleret ud fra det overordnede synspunkt, at livet er én lang læreproces, som vi får mest ud af ved at møde med opmærksomhed, tålmodighed og taknemmelighed. Carter-Scotts iagttagelser tager udgangspunkt i hverdagsoplevelser, som de fleste kan nikke genkendende til. Så selv om det altså ikke er de store bevidsthedsmæssige kvantespring, hun har på programmet, vil hendes formaninger og eksempellære nok mest interessere læsere, der er fortrolige med nyreligiøs tænkning.