I Lone Munksgård Nielsens seneste digtsamlinger har der været en karakteristisk bevægelse i retning af det metafysiske og religiøse. Ligesom døden - med afsæt i azteker- og mayakulturens religiøse mytologi - var det gennemgående tema i Iklædt en andens hud, (1996), tematiserer teksterne i denne nye samling forholdet mellem liv og død, lys og mørke, med referencer til den gammeltestamentlige skabelsesberetning. Bogens første del har form af en lyrisk-dramatisk iscenesættelse af kampen mellem lysets og mørkets kræfter, personificeret af en mørk, lucifer-lignende skikkelse, og to engle, hvis kommentarer til det jordiske liv ledsager teksterne som en slags regibemærkninger. Anden del består af syv monologer, eller "stemmer", som i lyrisk koncentrat drejer sig om livet og livsforventningen skruet ned til et absolut nulpunkt, eller drømmen om at kunne transcendere kroppens og bevidsthedens grænser for at få del i naturens og universets uendelighed. LMN's styrke som lyriker er evnen til at reducere og koncentrere sit udtryk indtil de nøgne mytiske og eksistentielle grundvilkår står tilbage. Det gøres med stor retorisk og dramatisk kraft, men indimellem også med en overbetoning af det symbolske og effektfulde til følge.