Rolf Gjedsted har mange digtsamlinger bag sig og også nogle, der er bedre end denne, hvor han undervejs nu og da bliver rigeligt sludrevorn i digte, der i indhold og form ikke opnår den fornødne spændstighed, så de kan stå alene. Energisk forsøger han sig med drastiske beskrivelser, vinkelskift og billeder, men det formår ikke at sløre en tomgang, der muligvis har sammenhæng med den depression, der giver titel til ét af digtene og står og vinker i mange af bogens øvrige digte uden at det kommer til en forløsning gennem den kunstneriske behandling af temaet. Som sådan virker denne digtsamling af Gjedsted på grund af digtenes manglende stringens og de alt for mange søgte metaforer derfor skuffende og under niveau i forhold til resten af forfatterskabet.