Billedbog om livets opståen for de 4-8-årige.
Dette er forfatters første bog for børn. Han er biolog og har tidligere udgivet bøger om evolution for unge og voksne. Illustrator er ikke set før i de danske biblioteker. Bogen handler om en lille pige, der ligger og skal til at sove. Men hun kan ikke falde i søvn og spørger sin far om hvor hun kommer fra. Han starter med at sige at hun stammer fra sin mor og far, og derefter kommer han ind, på hvem mennesket stammer fra og hvordan det kan lade sig gøre, at vi stammer fra dyrene. Der er mange gode forklaringer for børnene (og den voksne oplæser) at dykke ned i. Og alt er fint illustreret, så både realplanet og det historiske plan bliver taget hånd om. Bagerst i bogen er der et billede af farens forslag til livets træ, dvs. hvilke arter der har udviklet sig væk fra de eksisterende arter, så man nemt kan få sig et overblik over, hvor vi som mennesker kommer fra.
I 2012 udkom Sådan begyndte verden der også er en billedbog om livets oprindelse på jorden. Den er dog en faglitterær billedbog med udgangspunkt i Big Bang, hvor denne er skønlitterær og tager sit udgangspunkt i en lille pige og arbejder sig tilbage til Big Bang, så denne kan også bruges til lidt yngre børn og andre, der ikke er så stærke til at tænke abstrakt.
Fin og skøn bog om evolutionsteorien præsenteret så børn fra 4 år også kan være med. Med en nysgerrig og undrende hovedperson, som det er nemt for børnene at identificere sig med.