d. 12. aug. 2010
af
af
Ulrich Breuning
d. 12. aug. 2010
Denne lille perle af en dokumentar på knap og nap seks minutter henvender sig på grund af sit emne naturligt til alle, der elsker dans, rytme og kropsudfoldelse. Men dens målgruppe er langt bredere, nemlig alle med interesse for ny dansk filmfortælling.
"Jeg har en ven, der hedder Claus. Han er god til at danse. Jeg spurgte Claus, om jeg måtte filme ham, når han danser. Det må jeg gerne. Jeg har aldrig prøvet at filme ham før. Jeg har ikke andet formål med det end at dokumentere Claus' dans!". Således fortæller instruktøren roligt og nøgternt om sit sigte og sin metode. Og da der må være andre end Claus, der er dygtige til at danse, sætter Jesper Ravn en annonce i avisen og får mange henvendelser. Der afholdes audition, men danserne interviewes ikke. Det er kun deres dans, som tæller. Tre dansere plus naturligvis Claus udvælges. Disse fire mennesker demonstrerer deres dans, som kameraet fanger med et enkelt ønske: "Nu har vi set, hvordan de danser ... Vi skal ikke vide mere!". Som i mange nye dokumentarfilm sætter instruktøren sig selv og sit formål i centrum. Det er hans ven og hans valg af dansere, som skal fanges af kameraet til en kortfattet demonstration af dans i fire forskellige former.
Der er nærmest tale om et filmisk digt eller blot et funktionelt visuelt stykke poesi, der kan opleves som en videreudvikling af filmpoeten Jørgen Leths iscenesatte dokumentariske tableauer.
Enkelt, velgørende og præcist. Filmen demonstrerer smukt, at det undertiden kan være en dyd at fatte sig i korthed.
