Heard it in a past life
Maggie Rogers
Emneord
Minder om
Anmeldelser (3)
Soundvenue
d. 17. maj 2019
af
af
Mads Kjær Larsen
d. 17. maj 2019
"'I Am Easy To Find' indeholder eksempler på arketypiske The National-ballader, hvor Berningers sørgmodigt snøvlende baryton lægger sig oven på klaver og den så karakteristiske urolige rytmebund ... Første halvdel af det 16 sange og 63 minutter lange album består i sangkunst af den absolut forventede slags - altså fraregnet den afgørende forskubning, at kvindelige vokalister som Lisa Hannigan, Sharon Van Etten og Gail Anne Dorsey (...) supplerer Berningers maskuline perspektiv og toneleje med en kvindelig modvægt ... Sidste halvdel af albummet adskiller sig generelt ved, at det er skabt ud fra en (...) åbenhed i forhold til at udfordre de formmæssige rammer, der normalt synes stramt styret i The National-land ... 'I Am Easy To Find' er ikke en utvetydig succes - 16 sange i adstadigt tempo er en stor mundfuld at goutere".
Politiken
d. 17. maj 2019
af
af
Kim Skotte
d. 17. maj 2019
"The National får hjælp af kvindelige sangerinder på albummet 'I Am Easy To Find', der er bandets længste og på nogle måder mest ambitiøse udspil til dato ... The Nationals nye album er ikke mange sekunder gammelt, før jeg bliver mindet om, hvor exceptionelt et band de rent faktisk er ... 'I Am Easy To Find' er lige så eksperimenterende som mesterværket 'High Violet', men på en langt mere rolig måde. Musikalsk overrumlende behageligt, hvis man ser bort fra de sakrale kor, men i perioder også næsten lullende med sin vægt på langsomt udfoldede rum og et roligt fortælletempo. Beregnet til at synke ned i, og med den lange spilletid er tiden til det".
Jyllands-posten
d. 17. maj 2019
af
af
Kasper Schütt-Jensen
d. 17. maj 2019
"Aktuelle 'I Am Easy To Find' - det ottende studiealbum fra The National - kan desværre ikke måle sig med mesterværker som 'Boxer' (2007), 'High Violet' (2010) og 'Trouble Will Find Me' (2013) ... På åbningsnummeret 'You Had Your Soul With You' søger bandet nye græsgange og makulerer musikken så grundigt, at mange sikkert vil overveje, om der mon er ridser i pladen, men selv om dette påfund mest af alt virker forceret, så lever man med det, for det er trods alt Matt Berningers sørgmodige messen, der fungerer som hovedingrediens i The National ... Af samme grund kan det undre, at man denne gang har skruet ned for hans stemme for at give plads til kvindelige gæstevokalister (...) [der] her skaber et grumset billede af, hvad Ohio-bandet The National er for en størrelse".