Bogen henvender sig til studerende i idræt ved højere lærer- og pædagogseminarier og universiteter. Ved uddannelsen af idrætsledere og -konsulenter med en vis teoretisk baggrund vil bogen også være anvendelig.
Bogen præsenterer aktuel ledelsesforskning til at forstå idrættens ledelse, så læseren kan udvikle sit eget lederskab. Den er delt i tre dele. Første del behandler begreber som lederskab og ledelsesmæssige kompetencer specielt i forhold til sport, hvor betydningen af visioner, kommunikation, magt og indflydelse fremhæves. Anden del fokuserer på teorier bag idrætsledelse. Sidste del beskæftiger sig med idrætsledelse i praksis. Hvert kapitel afsluttes med et selvevalueringsskema for at identificere styrker og svagheder ift. egen sportsledelse. En styrke ved bogen ligger i, at den forener teori og praksis. Bogen er skrevet i et forholdsvis let tilgængeligt sprog. Bogen afsluttes med stikordsregister og litteraturhenvisninger. Forfatterne har tidligere udgivet Idrætspsykologi, 2005, som spiller fint sammen med den nye udgivelse.
Der findes flere bøger om ledelse på dansk, fx Organisation og ledelse i teori og praksis, 2010, men den foreliggende bog er den eneste med fokus på idrætsledelse.
Denne væsentlige bog om idrætsledelse beskriver ledelsesteorier med særlig relevans for sport og sætter dem i praktisk perspektiv samt synliggør, hvad der kræves for at lede enkeltpersoner, grupper og organisationer.