Til hyggelig oplæsning for børn fra 3-års alderen om en lille drage. Børn vil yderst nemt kunne forstå pointen i handlingen og more sig over den.
I glade og farverige tegninger suppleret med en let forståelig tekst fortælles her en enkel lidt fjollet historie om en lille drage, der bliver sød. Han kan ikke styre sin evner i at spy ild og er til stor irritation for alle dragerne på slottet. Først da hans far lærer ham at kontrollere ilden, og han finder ud af, at han kan riste brød, smede og flyve i luftballon føler han sig glad og ansvarsfuld. Slottet er beboet af menneskelignende drager, hvor mændene arbejder i smedjen og kvinderne går i sauna og får morgenmad på sengen. Børn måske især uregerlige drenge er fascineret af drager, og her fortælles således en lille underholdende historie om at kunne styre sine fysiske evner og være til nytte i familien. Forfatteren kender vi fra 5 lignende billedbogstitler på dansk senest Olgas oplevelser, 2007, men Vincent Hard er hidtil ukendt på dansk.
Drageunger er ikke ukendt i billedbogsverdenen, men oftest handler det om dragens manglende evner som fx Dragen som ikke kunne flyve, 2005. I nyere tid findes der ikke titler om drageunger, der ikke kan styre deres evner.
En sjov billedbog til glad underholdning for børn fra 3 år. Mange voksne vil ligesom jeg finde dragernes univers en anelse for stereotypt og fjollet.