"Imarhan er et tuareg-outfit, der som mange andre er i eksil. I dette tilfælde i den sydligste provinshovedstad i Algeriet, Tamanrasset, hvor mange fordrevne fra Kidal-området i Mali for tiden bor ... [Ex-Terakaft-] bassisten har et vidunderligt drev i sit spil og gør noget ved lydbilledet. Dertil er der den kendte opskrift fra (...) Tinariwen og Terakaft. Det vil sige kald/svar-forløb, og guitarer der fortæller historierne, ligesom de skifter mellem elektrisk og akustisk. [Ex-Tinariwen-] sangeren er et trip for sig, for han minder mig lidt om amazigh- [dvs. berber-] stjernen Idir ... Sangene (...) besidder både den rockende kvalitet, som har været sådan på mode de senere år, og den mere meditative, som vi kender så godt. Og selv om emnerne stadig er protest og blues, er det efterhånden på tide at droppe termen "desert blues". Tværtimod har udgivelsen meget af den upbeat positive kvalitet, som man ofte finder i berberkulturen, og som pladen udfolder sig er det enddamegetlovende, hvad der foregår".