Immigrantens epilog er snarere for lyriklæsere, der dyrker sprogets udtryksfuldhed end for læsere, som søger erkendelse i digtningen.
Digtene i Tore Ørnsbos femte digtsamling er skrevet i New York i perioden 2003-2008. Det amerikanske eksil spores dog kun sporadisk i teksternes indhold. Meget snart glider byen New York ud af digtenes tekstunivers, som i stedet for konkrete lokaliteter koncentrerer opmærksomheden om en afsøgning af det moderne menneskes vilkår, personificeret ved et ubestemt "han" og "hun". Sjælen, religionen og englene - disse "troens søkøer" - dukker op flere steder i Ørnsbos gennemlysninger af den kontrastfyldte tilværelse. Forfatteren skriver æstetisk flot og kraftfuldt om emner, som bestemt ikke altid i sig selv lægger op til det: "natpottens evangelium/ stumt i mørket under sengen/ dekoreret porcelæn og lunken urin.".
Digtene i Immigrantens epilog peger både bagud mod Rifbjergs kontante konfrontationslyrik og mod Hereticas metafysiske omverdenstolkning og er samtidig meget nutidige i deres valg af emner. Når Ørnsbo et sted skriver om hjertet som et "ornamenteret blandingsbatteri af arkaisk tilsnit" ligner det noget, man har hørt før - men ikke helt på denne måde.
Tore Ørnsbos lyriske univers er ikke for fastholdere, og digtenes billeder lader sig ikke afkode entydigt. Til gengæld er teksterne båret af en voldsom sproglig energi, hvor udsagnene ind imellem ligefrem antager karakter af aforismer: "og kærligheden gjorde ingen blind/ højst hjemløs".
