Ingen fortrydelsesret

Gysende god roman om en mors besættende kærlighed til sin datter. Samtidig er det en diskussion af faren ved et samfund, der tænker i sager i stedet for at se på mennesker. De to temaer skurrer noget mod hinanden, og den samfundskritiske synsvinkel virker ikke helt udfoldet. Men beretningen om moderen er så intens, at den alene kan bære romanen, og som læser bliver man fastholdt i spænding, om hovedpersonens oplevelser er virkelige, eller om de er en fortvivlet kvindes hallucinationer. Hun har et meget nært forhold til sin 16-17 årige datter, som hun opdrager til at være et idealbillede af sig selv: Stærk og engageret; men livsglæden - den har hun glemt at få med. Datteren forsvinder sporløst en dag, og moderen bliver monomant optaget af eftersøgningen. Den bringer hende i forbindelse med en bevægelse, der står for alt det, hun er imod: Den vil etablere det perfekte samfund, hvor følelser og engagement ikke påvirker sagsbehandling eller beslutninger. I dette miljø finder hun sin datter. Vibeke Marx skriver også i sit øvrige forfatterskab om samspillet mellem mennesker og samfund Hun har udgivet bøger for både børn, unge og voksne, senest voksen-romanen Jeg er Karin (1997).

Læs hele vurderingen