Ingen hørte mine råb ... er M.S's 6 bog. Denne gang er vi igen i Iran, men hvor De blå øjne fra 1993 (CDR) skildrede en poetisk forelskelse mellem to børn, så er vi nu midt i helvede - krigenmellem Iraq og Iran. Mens Saoeib er i skole, bliver byen bombet og han flygter fra skolen for at komme hjem. Hjem til et smadret hus og forbrændte lig. Hvor er hans bror, mor og søster. Hansmorbror tager sig af ham, og lidt efter lidt kommer vi ind i familiens historie. Han finder sin mor grædende på kirkegården ved hans søskendes grav, - og sammen skal de nu til en anden by. Men nyerædsler skiller dem igen Det er en meget stærk bog om krigens helvede, om ensomheden, angst og længsel. Som at læse om og se billeder i dag fra det tidligere Jugoslavien. Magtsyge og menneskeligfornedrelse. Hvad vil så denne bog ud over at skildre krig og helvede? Det er gjort så mange gange før. Er det for at vi skal forstå flygtninge og deres baggrund bedre? Få øjnene op forvirkeligheden? Ja, der er mange svar.Det er ikke Seighalis bedste bog. Efter rædslerne bliver sproget ofte patetisk, - fra det journalistiske til det digteriske. Lix 18. Kan læses fra 6. klasse.Bedst som fælleslæsning.