Set gennem en lup kan insekter ligne noget fra en fremmed planet. De fleste insekter har et særligt talent, nogle kan fx smage med fødderne og andre rulle deres snabel sammen som en vandslange. For 9-12-årige.
"Insekter" er en fagbog om mange forskellige insekter. Bogen starter med et kapitel om, hvad insekter er, og hvad de kan. Man kan fx læse om, hvad insekter spiser. Græshopper og biller æder friske blade. Styk for styk bliver bladet bidt af og spist. Herefter kommer der et kapitel om insekters levesteder, fx lever vårfluernes larver på bunden af vandløb. For at beskytte sig mod fisk og andre sultne dyr bygger de en hule af sten og vandplanter. Derinde er larverne godt gemt, og de kigger kun ud, når de skal spise. Det sidste kapitel handler om insekter og mennesker. Mennesker kan fx bygge forskellige gode steder for insekterne og lade naturen være mere urørt. Herefter kommer et opslag med utrolig faktaviden om insekter og til sidst et kort insektleksikon. Bogen har indholdsfortegnelse samt stikordsregister.
Det er en fantastisk smuk tegnet bog om insekter. Bogen fremstår gennemarbejdet og velskrevet. Den har mange interessante og relevante faktaoplysninger om insekter. En bog, som giver lyst til at udforske naturen samt til at læse mere om emnet.
En anden bog, der ligeledes beskriver forskellige insekter er fx Insekter og edderkopper.