"Generelt er der tale om et stilistisk godt miks af sange, der også omfatter et par bemærkelsesværdige duetter. Det bliver til en fin lille hilsen til salig Billie Holiday, når Jamie Cullum i »Good Morning Heartache« går i smuk dialog med den britiske soulstjerne Laura Mvula, og så møder den lille britiske crooner tidens store sorte stemme, amerikaneren Gregory Porter, i en på én gang pompøs og følsom version af »Don't Let Me Be Misunderstood«. I den romantiske afdeling får vi en smuk udgave af den altid smukke ballade »My One And Only Love«, og det bliver også til en gang ægte og sej old-time-music i den gamle traver »Lovesick Blues«. Og med Ross Stanleys fine klaverledsagelse leverer Jamie Cullum slutteligt en intim, neddæmpet og yderst troværdig version af Jule Stynes »Make Someone Happy«. Jo, der er da grund til at blive glad".