Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Jacob To-to og dinosauren


Beskrivelse


Jacob på 8 år har fået et lille grønt dyr af sin far. Da dyret vokser op, viser det sig at være en dinosaurus. Videnskabsmændene er meget interesseret i dinosauren, og landets dumme premierminister ønsker at skyde den for at blive populær.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. sep. 2002

af

af

Thomas Sloth (skole)

d. 20. sep. 2002

En sjov nonsenshistorie som vil afføde spruttende grin, især hos drenge, under oplæsning i indskolingen eller ved selvlæsning på mellemtrinnet. I denne anden bog om Jacob To-to har han fået et lille firben af sin far; men firbenet vokser hurtigt til en stor dinosaurus. Dinosaurer passer desværre ikke ind i vores verden, derfor må Jacob hjælpe den til at gemme sig for offentligheden i Rocky Mountains. Historien er crazy-sjov og fortalt i et ironisk sprog. Bogen berører temaer som mobning og venskab - og måske sker tingene kun i Jacob To-tos fantasi. Mange af personerne i bogen er udstyret med symbolske Anders And-navne som: Gahlning, Frede Flink og Bent Bulldog. Rasmus Bregnhøi har illustreret bogen med s/h stregtegninger hvis "skæve" streg indgår i et godt samspil med historiens univers. Forsiden, som viser dinosaurusen med opspilet gab skræmme Jacob To-to, vil pirre elevernes nysgerrighed. Første bog var Jacob To-to på slimdyrenes ø (02/07).


Bibliotekernes vurdering

d. 20. sep. 2002

af

af

Vera Jensen

d. 20. sep. 2002

Den otte-årige Jacob - også kaldet To-to, får af sin far en lille æske, der indeholder et lille grønt firbensagtigt dyr. Dyret viser sig at være en overlevet øgle, der har været nedfrosset i 65 millioner år. Videnskabsmænd anført af professor Gahlning efterstræber nu øglen, og premierministeren vil dræbe den for at blive populær hos sine vælgere. Jacob må nu flygte sammen med sit "kæledyr". Det er en forskruet historie i den humoristiske genre. Kun sporadisk forekommer den morsom. Personerne er nogle hysterisk overdrevne karikaturer, der aldrig bliver vedkommende. Meget af humoren synes møntet på en ældre målgruppe end den bogen tilsyneladende sigter imod: de 6-9 årige. Personerne handler og reagerer vildt overdrevent, og man savner momentvis lidt alvor og poesi til at opbløde denne trivielle opgearede børneroman. Da teksten er for svær som selvlæsning for målgruppen, er bogen derfor mest velegnet som højtlæsningsbog. De primitive illustrationer er rimeligt sjove og har den vitalitet og poesi, som selve historien mangler.