Stort anlagt pittoresk skæbne- og familieroman fra renæssancetidens Italien. Altdominerende hovedperson og jeg-fortæller i den detaljerige roman er pigen/kvinden Grazia dei Rossi, en velbegavet og selvbevidst datter af det rige jødiske bankierfamiledynasti Rossi. Vi følger familiens omskiftelige skæbne, der svinger mellem gunstig og indflydelsesrig status og jødeforfølgelse ved de lunefulde hoffer i bystaterne. Fortællerammen er en såkaldt "libro segreto" nedskrevet af Grazia til sønnen Danilo - en type fortrolig levnedbeskrivelse med de bedste forretningsmæssige tips til efterkommeren. Grazias bog handler dog om (kærligheds)livet og dramatiske tildragelser med moderens tidlige død, flugt fra dogmatiske kristne og udstødelse af jødesamfundet. Grazia bliver dog godt gift med pavens hoflæge og får selv succes som indflydelsesrig rådgiver for en fyrstinde. Miljøbeskrivelserne er i top om det forbavsende moderne postmiddelalderlige samfund isprængt tilbagevendende magtkampe staterne imellem og vilkårlige pestepidemier. Bogen rammer effektivt og måske lidt velkalkuleret ind i tidens trend med handlekraftige heltinder i en farverig handlingsramme. Kvalitetsunderholdning der vil appellere bredt til kernegruppen af (kvindelige) romanlæsere o. 30 og op. Jacqueline Park er canadier, pensioneret professor, og bogen er hendes debut.