Samling af Inger Christensens tidligste bevarede digte, skitser og illustrationer. Digtene er skrevet inden debuten i 1962. Til alle lyriklæsere.
Digtsamling med hidtil u-udgivne digte, der også indeholder en række tegninger og håndskrevne digte gengivet i faksimile. Digtene i samlingen er fundet hos Inger Christensens veninde i Aarhus samt hos billedkunstner Mogens Dithmer. Tematisk handler de om menneskets forhold til sig selv og andre, vores plads i verden og verdensrummet.
I disse tidlige, velskrevne og eksistentialistiske digte fra Inger Christensens hånd bliver mennesket placeret i verden, som tænkende eksistens. Vi bor på en klode, der drejer sig om solen, vi kan bære hemmelige drømme i vores hjerter og holde de mørkeste kirsebær i vores hænder. Her ser man glimt af sprog, systemer og tematikker, der senere blev forfinet og kom til at kendetegne Inger Christensens forfatterskab. Dette gør sig fx gældende i digtet “Støj". Som Inger Christensens søn, Peter Borum, så fint skriver det i forordet: “De er ikke i stand til at trække noget fra det senere forfatterskab, kun til at lægge noget til kendskabet til dets begyndelse, idet det er de senere teksters privilegium at lukke de tidligere, men de tidligeres at åbne veje gennem de senere.".
Minder som samling om Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, der består af arkivmateriale og u-udgivne versioner og fragmenter af digte.