Jeg hedder Zero

Zeros liv består af træning og computerspil. Han bor i Verden, der er afgrænset af vægge og lofter. Hans eneste selskab er Madar, der taler til ham gennem væggene. En dag slukker lysene og stemmen, og Zero træder forvirret udenfor. Hvad er virkeligt? Science fiction fra 13 år.

Udenfor er Zero rædselsslagen; hvor er loftet og væggene? Han besvimer på gaden og bliver samlet op af Stefania, der hurtigt opfanger, at noget er helt galt med drengen. Det bliver starten på en historie, hvor det langsomt går op for Zero, hvad man har gjort ved ham, og den kriminelle organisation, der står bag, vil gøre alt for at slette deres spor og beskytte deres "aktiv" (Zero).

En spændende historie, der bl.a. sætter fokus på, hvad det gør ved vores virkelighedsopfattelse at være i total isolation. Historien flyder desværre ikke særlig godt sprogligt. Flere steder undrer man sig over ordvalget, fx "konversationen var stadig åben" om en uafsluttet telefonsamtale. Forfatteren gør brug af skiftende synsvinkler, og det er ikke altid tydeligt, hvornår der skiftes mellem dem. Stefanias voksne synsvinkel fylder meget, og man kunne ønske sig at høre mere til Zero, hvis passager til gengæld fungerer godt.

I Dødsdoktrinen - sjælens øjeCyklen uden bremser udviskes grænserne mellem den virtuelle og virkelige verden også. I Cyklen uden bremser er hovedpersonen udsat for eksperimenter, der ændrer ved hans virkelighedsopfattelseI Dødsdoktrinen - sjælens øje udviskes grænserne mellem den virtuelle og virkelige verden også. I er hovedpersonen udsat for eksperimenter, der ændrer ved hans virkelighedsopfattelse.

Læs hele vurderingen