Brevvekslingen mellem Astrid Lindgren og en svensk pige, Sara, viser en ny side af den kendte forfatter. Bogen kan også formidles til unge fra 14 år, idet den fortæller om en ung piges udvikling og særlige problemer.
Som 12-årig begyndte den svenske pige, Sara, som så mange andre at skrive til Astrid Lindgren. Fra 1971 til 2002 blev det til en intens brevveksling, som nu er udgivet. Sara har problemer med sin skole, sine forældre, hun pønser på at løbe hjemmefra, og hun vil gerne være skuespiller. På et tidspunkt er hun indlagt på en ungdomspsykiatrisk klinik, og senere bor hun hos sine bedsteforældre. Samtidig bekymrer hun sig om krig, overbefolkning og klimaet. Det er umiddelbare og reflekterende breve, der viser stor følsomhed, sårbarhed og skrivetalent. Astrids svar er ægte, bekymrende, støttende, og hun udviser stor empati over for den unge piges op- og nedture. I et sidste brev fra 2012 skriver den nu 53-årige Sara om den store betydning Astrids svar har haft for hende. Brevene er fundet i Astrids arkiv, og arkivet har efterfølgende modtaget Astrids breve til Sara. Samlingen er redigeret af Lena Törnqvist.
Bøgerne Post til Palme,1976, Ikke en engel, 1997, og Katten og Bjørnen, 2012, er også breve mellem voksne og unge.
Brevene føjer nye facetter til Astrid Lindgrens eminente evne til at møde børn og unge i øjenhøjde, og vi får at vide, hvor vigtigt det var for den unge pige at blive taget alvorligt. Det er vedkommende læsning for både unge og voksne.