Eli I Lund (f. 1971) debuterer med denne digtsamling som er usædvanlig på flere måder. Teksten løber fra forsidens flap og helt om til bogens bagflap. Desuden er bogen ganske original hvad grafik og typografi angår. Det vrimler med skråstreger, punktummer, parenteser, anførselstegn, lighedstegn og kolofoner der tilsammen minder om programmering og Cyber-poesi i blandet DOS- eller commedore 64-romantik. Desuden giver de forskellige typografiske opstillinger mindelser om 60ernes systemdigtning og konkretisme. Titlen og flere af bogens tekster kan også antyde at vi har med en slags science fiction-poesi at gøre, så sammenlagt rammer forfatteren noget nyt og spændende synes jeg. Bogen er ikke uden en vis tør humor, bl.a. har forfatteren formuleret 17 regler for hvad kunst er eller bør indeholde. Bag det konceptlignende ydre forsøger forfatteren at tegne et billede af en uhyggelig fremtid hvor intet er naturligt og hvor f.eks. gener kan fjernes (bl.a. er der en stakkels høne uden følelsesgen) eller gener er kommercialiseret ligesom hjernen. Bogen kan læses som en kritisk og ironisk kommentar til genteknologien og til tidens generelle kommercialisering. Gør man noget ud af sine digthylder er det en digtsamling man bør have stående.