Hermed udsendes tre fortællinger fra Bibelen i bearbejdet udgave. Det drejer sig om Fristelsen i ørkenen, hvor alternativet til Gud og Jesus præsenteres, Lignelsen om den fortabte søn, hvor barmhjertighed og tilgivelse er hovedtemaet samt Jesu korsfæstelse, der fokuserer på afslutningen og genopstandelsen. Hver bog indledes med en optakt til fortællingen, og bagest i bøgerne er der henvisning til placeringen i Bibelen. Det er tre velvalgte fortællinger, der er centrale i forståelse af kristendommen, og som følge deraf er pligtstof i kristendomsundervisningen. Teksten, der overvejende består af hovedsætninger, kan selvlæses fra 2.-3. kl. Alle bøgerne er illustreret med farvestrålende, udtryksfulde og karakteristiske tegninger, hvor ansigterne konsekvent er placeret i skæve vinkler. Fortællingerne kan primært anvendes til selvstændig læsning fra 3. klassetrin (ca. 9 år) og som evt. appetitvækker til videre fordybelse i Bibelen.