I Alineas letlæsningsserie Ps har vi stiftet bekendtskab med flere sportsgrene, Mia og Mette spiller håndbold, Kasper spiller fodbold og Fie spiller badminton. Nu er turen så kommet til cykling og igen er det Jørn Jensen som leverer varen, og det er i den vanlige høje standard, velskrevet og indholdsmæssig appellerende til målgruppen, de 8-11-årige og naturligvis specielt til de cykelglade. Som i Kasper-bøgerne er det Jon Ranheimsæter der har illustreret i sin velkendte veloplagte meddigtende streg. I Jonas i topform er vi med Jonas og hans kammerater til træning hvor der specielt skal trænes på bakker. I Jonas til cykelløb er det løb mod andre og vi hører om taktikken der planlægges inden løbet. Hver bog afsluttes med et lille faktaafsnit, hvor man bl.a. kan læse om racercyklen, mad og drikke før et løb, kørsel i vind, taktik, samt se et uddrag fra Bjarne Riis' dagbog da han var drengerytter. I lighed med de øvrige bøger i serien kan man gratis hente opgaveark fra forlagets hjemmeside, men bøgerne fungerer også fint som blot underholdende læsning.