JME er aktuel som manuskriptforfatter sammen med Anders Refn til filmen "Seth", der er et psykologisk drama sat i scene på kroen Rio Bravo i Fjerritslev. Manuskriptet bygger på novellen "Seth" fra denne nye samling. JME har allerede et vægtigt forfatterskab bag sig, hvor han ofte hudløst beskriver skrammede sjæle udsat for det moderne livs ofte barske eksistensvilkår. Heftige psykologiske konflikter, indre dialoger, og råt for usødede monologer, gerne tilsat sort humor som modvægt. Sådan er det også med disse tre fortællinger. I "Seth" ankommer en mistænkelig og mystisk fremmed til den lille vestjyske by og kro. Mordsag, penge og hemmeligheder provokerer de lokale, og opgøret kan begynde. I "Jonatan Svidts forbrydelse" vender Jonatan hjem fra fængslet til fødeøen, møder kæresten og indblandes i et jalousidrama. I den sidste novelle flytter en fortryllende "femme fatale" ind på et badehotel. Med sig har hun et miks af erotik og vanvid, og livet for vært, søn og gæster bliver aldrig det samme. Det er tre suveræne, velskrevne noveller af egen høj kvalitet, der udbygger et i forvejen solidt forfatterskab. Den aktuelle film vil måske trække flere læsere.