Jorden går under i år 2000, og i det nye album fra Jakob Martin Strid får man både at vide hvorfor og hvordan. Det er ret morsom læsning, ligesom flertallet af albummets øvrige episoder med eksempler på Strids kulsorte humor. Det virker, som om tegneren har droppet de alt for vrængende attituder fra debutalbummet og har erkendt, at det ikke i længden er morsomt nok blot at tage afstand. At Strid er blevet mere reflekteret betyder dog ikke, at han dermed også er blevet stueren. Tværtimod her er godt med platte brandere ind imellem de mere satiriske indslag, og der står stadig "fuck" i mange af billedruderne. Men Strid har helt tydeligt hævet ambitionsniveauet, så han nu i lange passager minder om Rune Kidde, dengang han var bedst. Og det er ment som en kompliment! Strids sort-hvide tegninger bevæger sig i deres vilde ekspressivitet rundt et sted mellem Kidde og Claus Deleuran og passer glimrende til tonen i tegnerens fandenivoldske kommentarer. Unge og voksne er hermed advarede.