Mystikken spreder sig da Julieta's datter Antía frivilligt forsvinder som 18-årig. Dramaet henvender sig til et voksent publikum og ikke mindst fans af Pedro Almodóvar.
Julieta og datteren Antía har ikke set hinanden siden datteren som 18-årig tog på ferie og aldrig kom hjem igen. Efter mange års søgen er Julieta endelig ved at komme videre med sit liv og skal flytte med kæresten til Portugal, da hun møder Antía's barndomsveninde, Bea. Bea fortæller, at hun for nyligt har set Antía, hvilket ripper op i Julieta's knuste hjerte efter datterens forsvinden. Julieta flytter herefter tilbage til deres gamle lejlighed, hvor hun vil forsøge at finde ud af hvad der gik galt i hendes forhold til datteren. Filmen er løst baseret på tre noveller af den canadiske forfatter Alice Munro. Dramaet er instrueret af Spaniens nok bedst kendte instruktør Pedro Almodóvar, der i 2003 vandt en Oscar for Tal til hende.
En udmærket film af Pedro Almodóvar, der nærmest gør historien til en krimigåde, så han formår at holde publikum fast til sidste klip. Som altid i Almodóvars film er der smukke billeder og atmosfærisk musik.
Musikken kan godt lede tankerne hen på en Hitchcock-film og specielt togscenen er som taget ud af Hitchcock's Farligt møde. Ellers minder filmen mest om Almodóvars egne film, hvor han tydeligt viser, at hans yndlingsfarve er rød.