Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Kærlighed og pindsvin


Beskrivelse


Den 10-12 årige Lauras følelser er stærke på grund af forældrenes skilsmisse. Hun har det hårdt og føler vrede, had, afmagt, håb, sorg, men erkender efterhånden, at man ikke kan leve uden kærlighed.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. juli 1999

af

af

Jens Verner Nielsen (skole)

d. 23. juli 1999

Der er stor variation i temaerne i Halvmåne-seriens enkelte bind – fra det pjankede til det meget alvorlige. Bag dette binds pudsige titel gemmer sig en stille og tænksom piges dybt alvorlige overvejelser og erindringer om sin plads i verden. Hun er blevet skilsmissebarn – et byttebarn mellem fraskilte, som i starten ikke tåler hinanden, men som begge holder af pigen. I et stille sprog med knappe og korte formuleringer tæt på det poetiske sættes der blufærdigt ord på foruroligende følelser og faktisk forvirring. Historien slutter i en slags harmoni. Pigen indser, at forældrene ikke finder sammen igen, men hun kan finde en plads i to nye forhold – uden at smide de visne roser ud. Historien er ikke så meget for de begynderlæsere, serien hævder at henvende sig til. Men fra 4.-5. klasse er den både til selvlæsning og til fælleslæsning i klassen. Som i serien i øvrigt er bogen lækkert sat op med teksten i en åben opsætning, korte kapitler og mange illustrationer. Her er det lidt slørede malerier med antydede figurer og detaljer. I varme, gyldne og brunlige farver er de til stemning og dekoration mere end til støtte for læsningen. Et helsides billede indleder hvert kapitel og desuden er der mindre vignetter rundt om i teksten.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. juli 1999

af

af

Per Drustrup Larsen

d. 23. juli 1999

Forældrenenes kærlighed var kort, men man kan ikke leve uden kærlighed, og derfor affinder bogens hovedperson, den 10-12-årige Laura, sig med forældrenes nye kærester. Denne erkendelse sker først efter meget lang tids tanker som bearbejdelse af forældrenes skilsmisse. Følelser som vrede, had, afmagt, håb, sorg formidles med Laura som fortæller i bogen, der er skrevet som et barns skildring af forældrenes skilsmisse. Teksten er med korte sætninger og er ikke så svær at læse. Selv om bogen som de øvrige i forlagsserien Halvmåne-serien er af fransk oprindelse, er bogens emne og behandlingen af det almengyldigt, og bogen er derfor anvendelig for især børn på Lauras alder, der kender til problemet, står midt i det eller er kommet over en skilsmisse. Andre børn kan læse den som en sørgelig bog, for sådan er grundtonen, der understreges i de mange farveillustrationer. På trods af en varm glød i farverne udstråler de i første omgang melankoli og er helt i tråd med teksten.