Er man optaget af kærlighedens sammensatte væsen, anbefales disse maleriske digte om kærlighedens lys og mørke.
Kærligheden er det centrale tema i disse digte af Rolf Gjedsted, ikke kun den nemme kærlighed, men også den sorte vrangsidens kærlighed, som indfinder sig, når man forlades af eller forlader den, man elskede. Der er også digte om kærligheden til naturen og kærligheden til en skizofren søn, som i sin vildfarelse sover under en presenning i skoven i minus 18 grader: "Han sukker og går bort fra mig (...) Stilheden efter den man elsker, er mest skræmmende af alt.".
Digtsamlingen er blevet til over en periode på 16 år. Det mærker man i udvalgets let strittende sammensætning; imellem digtene om kærlighed, dukker også politiske digte om atomkrig op. Gjedsted er en dygtig ordsmed, og hans naturdigte skal fremhæves for det maleriske sprog, der emmer af indre modsætninger, dynamik og en gennemarbejdet symbolisme.
Gjedsted kan sine klassikere, og der er masser af referencer til de store mestre som Baudelaire og Rimbaud. For en samtidig digtsamling om kærligheden til et familiemedlem, som er ramt af psykisk sygdom, anbefales Christel Wiinblads 49 forelskelser.