Det er et stykke markant dansk kultur- og litteraturhistorie Hanne Engberg har sat sig for at beskrive i bogen om tidsskriftet Heretica, der fra 1948 til 53 blev et vigtigt forum for periodens kulturdebat. Gennem en indgående og loyal nærlæsning af tidsskriftets seks årgange tegnes der et portræt af kredsen af unge forfattere og litterater, (først og fremmest Ole Wivel, Th. Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Martin A. Hansen, Tage Skou-Hansen og Frank Jæger), der fra starten kunne forenes i ønsket om at formulere et alternativ til tidens "kulturkrise", forstået som det ideologiske og moralske tomrum efter 2. Verdenskrig, og samtidig med en næsten religiøs tro på og forventning til kunsten og poesien som et middel til at overvinde denne krise. HE påviser hvordan det fælles udgangspunkt hurtigt afløses af forskellige og indbyrdes uforenelige holdninger til tidsskriftets udgangspunkt og udviklingsmuligheder. Grundstammen i bogen er gennemgangen af de enkelte numres bidrag, suppleret med karakteristikker af deres forfattere, men derudover har HE haft adgang til ikke tidligere offentliggjorte breve mellem de vigtigste af hereticanerne fra 1947 til 1955. I sit brede kulturhistoriske sigte henvender bogen sig i lighed med HE's tidligere bøger til en målgruppe der rækker langt ud over opgaveskriverne og de specifikt litteraturhistorisk interesserede læsere.