For fjerde gang stifter vi bekendtskab med den uortodokse og korrumperede kriminalkommissær Evert Bäckström. For forfatterens trofaste læsere og læsere af nordiske krimier.
Kommissær Evert Bäckströms nabodreng finder et kranium med et skudsår. Bäckström sætter kollegerne i gang med efterforskningen, altimens han selv laver mindst muligt politiarbejde. Til gengæld passer han med stor nidkærhed sine private frokost- og massageaftaler og det, der er værre. I arbejdstiden, forstås. Kraniet viser sig at tilhøre en kvinde, der omkom under tsunamien i Thailand i 2004 og umiddelbart efter blev kremeret, og altså burde hun ikke kunne blive fundet død i Sverige adskillige år efter.
Ifølge Leif G. W. Persson, som er en af Sveriges førende kriminologer, er Bäckström modelleret ud fra en virkelig politimand. Det lyder utroligt, for en mere storskrydende, selvglad, arbejdssky og korrupt personage, skal man lede længe efter. Som læser har man det dobbelt med ham, for i sin egoistiske stupiditet ejer han også en vis charme. Det er en god, velskrevet og lidt anderledes krimi, som foregår i et adstadigt tempo og med sans for detaljen. God humor og gode skildringer af personer og politiarbejde.
Leif G. W. Persson placerer sig mellem landsmænd som fx Hennning Mankell og Håkan Nesser. Denne hans nyeste krimi kan læses selvstændigt, men læs hellere de to foregående bind i rækkefølge først.