Især for kvindelige læsere af ny, dansk litteratur med smukt sprog og skarpe psykologiske portrætter. Godt men afdæmpet omslag. Bogen fortjener - og behøver - formidling i udstillinger med forsiden frem.
Kantate til Emilia består af fire fortællinger med hovedpersoner, som tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre: Ukrainske Lola hutler sig igennem som lavtlønnet indvandrer i Rom, en forhenværende embedsmand beretter om sin passion for Odysseen og sin forkuede afdøde kone, mens Walat på Kunstakademiet i København mindes somre i Tyrkiet, og endelig følger vi sproglæreren Gerd i hendes isolerede liv, hvor al kommunikation går galt. Men efterhånden dukker berøringspunkterne op: Personerne i fortællingerne har truffet hinanden, har færdedes de samme steder, eller deler den samme historie om en have i Rom, hvor man kan se Peterskirken gennem nøglehullet i porten. Ud over de konkrete berøringsflader deler de oplevelsen af at være fremmede i deres eget liv, isolerede, uden egentlig samtale eller fællesskab med andre i en kultur i opbrud. Det er skarpe, flot nuancerede portrætter og smukt sprog, som giver en "mere end"-oplevelse af, at sproget rækker ud over sig selv og fortæller meget mere end det, der er på tryk.
Efie Beydin (f. 1958) debuterede som lyriker med Sommerfuglekrigeren, 1991, har senere skrevet noveller og romaner, senest Engel, 2007.
Smukt skrevet fortællingskreds, som fortjener formidling blandt læsere af ny, god, dansk litteratur.