Carsten Clante, programsekretær ved Danmarks Radio, har skrevet et par fagbøger, men dette er hans første roman, som ser ud til at bygge på egne erindringer. Fra sit sygeleje hvor han er døende, kigger han tilbage i tiden, nærmere bestemt 1952, hvor vi møder kammeraterne Henrik og Lars. De går i 2.g, og deres liv i klassen med kammerater og uvenner og de mærkelige lærere er omdrejningspunktet for romanen. Meget er genkendeligt fra ens eget skoleliv, og det er fortalt medrivende og indsigtsfuldt. Det er en udviklingsroman, hvor vi følger de to drenge, mens de oplever livet og dets genvordigheder, men så er der jo pigerne, som begynder at interessere. Alt i klassen er ikke idyl. Der finder en benhård kamp sted mellem de enkelte kliker, men udenfor står Bernhard, den intelligente, overbeviste kommunist, som er et festligt men også lidt tragisk menneske, der er en vigtig katalysator for Henrik og Lars og deres udvikling. Fint sanset, fint formuleret, fyldt med humor, men også alvor, for det var jo strenge tider i 1950'erne, både mentalt og økonomisk. Det er inden ungdomsoprøret, men et vist oprør sætter Henrik og Lars nu alligevel i gang i klasseværelset og udenfor. København lever med som baggrundskulisse, og alle detaljer om tiden er fint registrerede.